Anne Mogensen

Om Anne

Anne Mogensen (født 1959)
Psykolog, Cand. Psych. (uddannet i 1987)
Specialist i psykoterapi og supervision
Parterapeut og Specialist i klinisk sexologi
Godkendt af European Federation of Sexology
Tlf 21 45 79 29
mail@annemogensen.dk

Jeg arbejder med individuel terapi, hyppigt med personer som er henvist over den offentlige sygesikring, og  med parterapi. Når jeg arbejder med par har jeg som regel også nogle individuelle samtaler som led i parterapien. Læse mere om dette på www.psykologpraksis.com

Problemer med lyst

Det hyppigste problem jeg møder, er manglende eller nedsat seksuel lyst hos den ene eller begge i et par. Ofte hører jeg par fortælle at de har mistet det erotiske som en livgivende del af deres liv sammen. Man kunne tro at disse problemer løser sig hvis parret løser forskellige andre problemer de har sammen. Men det viser sig at det meget tit ikke er sådan. I stedet er der brug for en indsats som direkte retter sig mod manglende lyst. Der er forskellige måder at arbejde med dette på. Hyppigt vil vi undersøge hvad der for den enkelte fremmer lystfølelser - det kan være fantasier, berøringer, nye og ukendte situationer. Og vi vil undersøge hvad der hæmmer lystfølelse – det kan f.eks. være vrede og skuffelser i forholdet, undervurdering af at det erotiske er vigtigt, eller måske stress og træthed. Formålet med samtalerne vil være at finde en god balance imellem det der fremmer og det der hæmmer lyst. Personen, eller parret, vil få forslag om at læse små tekster og tale om dem derhjemme. Det er nemlig ikke sjældent at møde par som ikke er vant til at tale sammen om sex og som mangler sprog for deres ønsker og fantasier. Der vil også blive givet opgaver som parret skal gøre med og for hinanden. F.eks. ikke-krævende berøringer og nogle gange såkaldt ’sensualitetstræning’ – alt sammen for på forskellig måde at indføre flere lystbetonede aktiviteter i parforholdet.  Og der vil være fokus på at udvide opfattelsen af sex, som med stor fordel kan ses som andet og mere end samleje. Og at flytte fokus fra ’lyst til sex’ til ’vilje til sex’. Det kan udtrykkes sådan her: ’hvis sex er en historie med en begyndelse, en midte og en afslutning er det ikke sikkert lysten i sig selv nødvendigvis er begyndelsen på historien’. Når det drejer sig om nedsat lyst til sex, er det vigtigt at stille spørgsmålet ’hvilken slags sex?’. Det kan være at sex for nogle er sådan at det er svært at have lyst til det, og så er det nok der fokus skal være i terapien. 

Det er i øvrigt min erfaring, at det lige så ofte er mænd som kvinder der oplever manglende/nedsat sexlyst. 

Andre seksuelle vanskeligheder hos mænd og kvinder

Ud over manglende lyst, kan der være problemer som rejsningsvanskeligheder hos mænd. I behandling af dette kan det være relevant at foreslå behandling med Viagra eller lignende medicin, ligesom det er væsentligt at tale om mandens generelle sundhedstilstand. Rygning, alkohol, bivirkninger ved medicin, selv manglende søvn kan påvirke evnen. Ofte vil problemet hænge sammen med andre psykologiske problemer, f.eks. en angst i forbindelse med sex som manden har fået på grund af dårlige oplevelser. Præmatur ejakulation, dvs manden får orgasme før eller kort efter indtrængen, er nok hyppigere forekommende end rejsningsproblemer, men der tales ikke så meget om det, sikkert fordi vi ikke har en pille der med sikkerhed virker imod det. Hyppigt vil hjælpen bestå af adfærdstræning, f.eks. dirigeret masturbation og såkaldte start-stop teknikker. I nogle tilfælde kan medicin dog også virke (lavdosis SSRI-præparater). Vanskeligheder ved at opnå orgasme er et ofte set problem hos kvinder, og her kan hjælpen f.eks. være at foreslå hende sammen med sin partner at have mere fokus på klitorisstimulation end på vaginal stimulation, samt henvisning til forskelligt materiale om masturbation. Problemer med smerter ved samleje, f.eks. vulvodyni og vaginisme, forekommer hyppigt, men jeg ser det sjældent og vil typisk henvise til gynækolog.  

Utroskab og sexologisk behandling

Det kommer i mange variationer, også i parforhold som fungerer godt, der er mange årsager til det: f.eks. at muligheden byder sig, ønsket om at afprøve en seksualitet som ikke har været mulig i forholdet, ønske om at føle sig levende og mærke forelskelsens rus, manglende selvtillid, afsøgning af en vej ud af et dårligt fungerende forhold.  De fleste par overlever utroskab. De fleste oplever stor følelsesmæssig smerte, men mange par oplever også en opblussen af nærhed, følelsesmæssigt og seksuelt, efter afsløring af utroskab. Der er dog hyppigt brug for en heling af tillid i forholdet, med respekt for den svigtede part og den der har været utro. I den første fase efter afsløring af utroskab vil jeg hjælpe parret med at tale om det skete, men således at de ikke taler om det hele tiden. Jeg vil hjælpe dem med at finde en fælles mening i det der er sket og hjælpe dem med at genopbygge tilliden og et seksuelt forhold som begge har det bedre med. 

Hvordan jeg tænker om sex

Jeg forsøger at skabe et ’rødmefrit’, neutralt klima hvor vi kan tale frit og åbent og meget specifikt om de problemer personen eller parret har med sex. Selvom parret kommer med alle mulige andre problemer, lytter jeg til små tegn på at de også har brug for at tale om seksuelle problemer. Jeg har en pro-seksuel holdning, dvs. jeg mener at sex er godt for et parforhold, og godt for mennesker i det hele taget – uanset seksuel orientering, alder og helbred og størrelse. Det behøver naturligvis ikke være fantastisk hele tiden. Faktisk er sex i de fleste parforhold de fleste gange almindeligt, måske middelmådigt, og det er sådan set godt nok. Det væsentligste er at sex vedvarende er til stede som en positiv forventning og mulighed i et forhold, og som en måde at udtrykke vitalitet, kreativitet, nysgerrighed og følelsesmæssig nærhed på. 

Jeg vil tale med par om, hvilken rolle sex spiller i netop deres forhold, hvilke forventninger de har til sex, og især hvordan deres seksuelle ’manuskript’ typisk ser ud. Dette taler vi om for at finde ud af hvor og hvordan det kunne være anderledes. Det der måske var et godt ’manuskript’ tidligere i livet, må måske ændres senere i livet eller som følge af forskellige begivenheder. 

Jeg holder mig ajour med viden på området – taler med mine læge- og psykologkolleger, læser litteratur og undersøgelser, deltager i konferencer – således at jeg holder mig åben for at seksualitet kan udfolde sig på mangfoldige måder og jeg undgår at pådutte andre mennesker ’mærkater’ og betegnelser og mine egne holdninger.  

Om mig

Jeg er uddannet psykolog i 1987 og har siden som ansat i offentlige stillinger og i privat praksis arbejdet med psykoterapi til børn, unge og voksne. Mit speciale er parterapi (se www.psykologpraksis.com) og har forskellige efteruddannelser i dette. Jeg har tidligere troet at først må vi løse de problemer parret præsenterer, f.eks. hyppige konflikter og uenigheder, og så kan vi tage fat på de seksuelle problemer, eller også vil de løse sig af sig selv i takt med at parret får det bedre på andre områder. Nu ser jeg anderledes på det, og har som regel tanke på parrets seksuelle liv allerede fra første session. Jeg tog efteruddannelse i sexologi (på Rigshospitalets Sexologiske Klinik og i den Europæiske sammenslutning af sexologer) og bestræber mig på at integrere parterapi og sexologi. 

Priser og praktisk info

  • Parsessioner, 1½ time, 1500 kr. 
  • (aftentakst ved sessioner der starter kl. 16 og senere 1700 kr.)
  • Individuelle sessioner, 50 minutter, 850 kr. (aftentakst 950 kr.)
  • Med lægehenvisning er prisen 328 kr. pr session, 50 minutter. 

Man kan ikke lægehenvises til parterapi. 

Afbud skal gives senest dagen før kl 16.

Kontaktoplysninger

Tlf nr: 21 45 79 29
Mail: mail@annemogensen.dk

CVR nr: 20395045
Ydernr: 709050

Adresse: Bartholinsgade 6, opgang R, 1356 København K

HELIX_NO_MODULE_OFFCANVAS